Danske busvognmænd vil ikke udkonkurrere DSB

Foto: René Strandbygaard

Direktøren for Danske Busvognmænd insisterer på, at udspillet gør det nemmere for den kollektive trafik at arbejde sammen.

Af: Christian Pedersen, Cecilie Fredriksen og Caroline Matilde Maigaard


Med udspillet ”Nemmere kollektiv trafik” vil regeringen og Dansk Folkeparti gøre det lettere for busvognmænd at køre på kortere strækninger. Det glæder Michael Nielsen, der er administrerende direktør for brancheforeningen Danske Busvognmænd. Ifølge ham vil udspillet gøre det muligt for busvognmændene at dække de transportbehov, der måtte være i yderområderne. Han mener ikke, at de nye regler kommer til at betyde, at der vil blive oprettet ruter, der stjæler kunder fra DSB.

”Vi tror på at samspillet mellem de forskellige mobilitetsformer bliver større i fremtiden. I stedet for at kigge på konkurrence skal man kigge på, om man kan hjælpe hinanden og se, hvor det er mest effektivt,” siger Michael Nielsen.

Røde partier skeptiske
Den præmis køber Henning Hyllested, transportordfører for Enhedslisten, ikke. Han mener, at udspillet kan blive katastrofalt for DSB.

”Vi mener, at jernbanenettet skal udbygges, så al øvrig kollektiv trafik drejer sig omkring eller kører omkring jernbanetrafikken, fordi det både er den grønneste og hurtigste form for transport,” siger Henning Hyllested.

Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, deler den samme skepsis. Han mener, at udspillet kommer til at give busselskaberne en fordel.

”Man saver grenen over, som den kollektive trafik sidder på. Man giver mulighed for fri jagt på de lukrative ruter, uden en forpligtigelse om, at man også skal køre på de smalle afgange,” siger Rasmus Prehn.

Men Michael Nielsen fra Danske Busvognmænd ser stadig frem til, at udspillet bliver til et lovforslag. Han mener, at fjernbussernes muligheder kan holde DSB i gang.

”Forhåbentlig kommer der flere fjernbusser i fremtiden, der også kan være med til at holde DSB på tæerne,” siger Michael Nielsen.